2001-04-2?: Problemet med dobbelte moraler.


Problemet med dobbelte moraler.

Kære Arne Mariager.

I din ellers ganske udmærkede leder (bemærk den positive tilgang) torsdag den 19. april, behandler du tre kategorier af danskere, der skal tage hensyn.
Du glemte to. Der er også haveejere og idrætsanlæg. Her tænker jeg på støj. Nå men der findes sikkert flere. Vi skal sørmer da alle tage hensyn til omgivelserne.

Bortset fra det, så drejer dette sig om den dobbelte moral, som du begiver dig du i din omtale af de tre nævnte kategorier: Rygere, bilister og hundeejere.

Den med bilisterne og hundeejerne er jeg meget enig i. Den med rygerne er jeg ikke enig i.

For at blive hundeejer bør man erhverve et "kørekort", som for at blive bilist.

At erhverve kortet er dog ingen garanti for evnen til forsvarligt at føre "dyret". Derfor vil det også være nødvendigt med en kontrolfunktion.

På samme måde med rygerne. De bør tilsvarende erhverve et "kørekort".

Den sidste del af din leder er i øvrigt meget interessant læsning. Den del, der omhandler alkoholiserede hundeejere, der lader hundene rette frit rundt og skambide mennesker, hvilket viser noget om deres sociale instinkt.

Du generes af den slags (ejerne), ligesom andre generes af rygernes røg. Den del af din leder kan derfor , omskrives til noget, der ligner: "Det er indlysende, at man nu og da ser de triste eksempler på, at denne flygtige (fritløbende) røg påfører uskyldige mennesker lungecancer. Det fortæller noget om (nogle) rygeres sociale instinkt. For det er ved Gud ikke rygernes skyld, at det ikke går galt…….. Det er for let at anskaffe tobak i Danmark."

Overfølsomhed

Rygeregulering etableres ikke for at genere rygerne men for at beskytte uforskyldte mod påtvungen rygning.

Prøv dog at forstå, at mange mennesker - omkring 2 mio. danskere - har svært ved at færdes i røgfyldte omgivelser. For nogle er det ligefrem livstruende.

Der findes nogle foreninger, bl.a. Grøn Kultur Danmark, som har til formål at etablere grønne kulturhuse blot nogle steder i landet, hvor kulturen kan indtages i rene omgivelser.

Så er der en forening for duft- og kemikalieoverfølsomme, der er meget hårdt ramte. Det er et socialt handicap at være ramt af røgfølsomhed.

I et ledende job som dit inden for pressen har du et særligt ansvar for at få formidlet den information.

I stedet bliver I ved med, at hive den gamle sang frem om, hvor synd det er for rygerne. Jamen det er da synd, at de mere eller mindre uforskyldte er kommet ind i deres misbrug, ligesom det er synd for alle andre misbrugere.

For min skyld kan I ryge alt det I vil, blot vi andre kan slippe for at kvæles i jeres affald (røgen).

Tag nu fat på at oplyse og stå frem til debat i TV når muligheden er der i stedet for at stikke halen mellem benene. Stik imod pressen formål.


Med venlig hilsen
Preben H. Rosenberg
formand for
Grøn Kultur Danmark
Odinsvej 4, 7000 Fredericia
75 93 26 01, www.gkd.dk, gkd@gkd.dk


Tilbage til toppen